OECD Multilingual Summaries

Development Co-operation Report 2018

Joining Forces to Leave No One Behind

Summary in Danish

Rapport om udviklingssamarbejde 2018

Samlet indsats om at inddrage alle

Sammendrag på dansk

I 2015 godkendte FN’s medlemsstater 2030‑dagsordenen for bæredygtig udvikling – som er en revolutionerende global dagsorden, der integrerer de økonomiske, sociale og miljømæssige søjler for udvikling inden for rammerne af 17 snævert indbyrdes afhængige mål for bæredygtig udvikling. Helt centralt i 2030‑dagsordenen står løftet om at opfylde målene for alle uden at svigte nogen, og gøre en indsats for at indhente udviklingsefterslæbet. I rapporten om udviklingssamarbejde 2018 gøres der nærmere rede for dette løfte med specifikt fokus på den unikke rolle og den merværdi, som udviklingssamarbejdet og den officielle udviklingsbistand spiller. Denne rapport følger op på et ønske fra medlemmer af OECD’s Komité for Udviklingsbistand (DAC) om større indsigt i, hvordan man lever op til løftet.

Med stigende uligheder globalt i indkomst‑ og velstandsniveauet i de enkelte lande og mellem dem indbyrdes, i kombination med stadigt hyppigere forekommende klimapåvirkninger, står de hårdt tilkæmpede gevinster på udviklingsområdet over for nye trusler. Mere synlige og presserende risici for udvikling og miljø sætter regeringer, det internationale samfund og udviklingssamarbejdspartnere under pres for at reagere og tilpasse sig. De står over for et klart behov for at nytænke strategier og investeringer til afskaffelse af fattigdom, bekæmpelse af uligheder og håndtering af de faktorer, der driver disse trusler mod bæredygtig udvikling, og som har globale konsekvenser.

Så hvad vil løftet om ikke at svigte nogen sige i praksis? I erkendelse af, at der ikke findes noget enkelt entydigt svar på dette spørgsmål og af, at det er den enkelte FN‑medlemsstat, der selv er ansvarlig for at leve op til 2030‑dagsordenen og målene for bæredygtig udvikling for alle, anlægger denne rapport et overordnet syn. Den tager afsæt i den seneste dokumentation, data og analyse fra en lang række regerings‑, akademiske og ikke‑statslige eksperter og politiske beslutningstagere og deres syn på, hvad det vil sige at blive svigtet, og hvilke strategier, der virker. Den ser også med friske og kritiske øjne på udviklingssamarbejdets og den officielle udviklingsbistands vilje og evne til at støtte udviklingslande og samfund med det formål at opnå målene for bæredygtig udvikling for alle.

Det står klart, at tilsagnet om ikke at lade nogen i stikken indebærer et væsentligt skifte i fortællingen om bæredygtig udvikling i alle lande ‑ så den tager hensyn til og inkluderer de mennesker, der på grund af ofte overlappende politiske, sociale, økonomiske, miljømæssige, kulturelle og strukturelle forhold ikke får lod og del i fremskridtet gennem inkluderende, retfærdig og bæredygtig udvikling i udviklingslandene. Kapitler om og casestudier fra Benin, Indonesien, Kenya, Latinamerika og Vestafrika viser, hvordan mere inkluderende sociale, økonomiske og miljøpolitiske foranstaltninger, understøttet af de korrekte data og dokumentation, kan gøre en reel forskel mod retfærdig og bæredygtig udvikling.

Del 1 i rapporten dokumenterer, hvorfor det har betydning ikke at svigte nogen, sammen med data for og analyse af, hvad det vil sige at blive svigtet. Kapitlerne har fokus på otte kritiske områder, hvor der skal sættes ind for at nå målene for bæredygtig udvikling for alle: stop for ekstrem fattigdom i de mest udsatte lande; håndtering af stigende indkomstulighed; bekæmpelse af sårbarhed; fremme af inklusiv styring; nødvendigheden af klimatiltag; fremskridt mod lighed mellem kønnene og styrkelse af kvinders økonomiske kapacitet; inklusion af verdens 1,2 milliarder unge; og sikring af, at personer med handicap ikke længere efterlades på sidelinjen.

Del 2 ser nærmere på, hvordan princippet om ikke at lade nogen i stikken udmøntes i praksis. De relevante kapitler kaster lys over de potentielle konsekvenser af mere integrerede politikker, budgetter og programmer på tværs af sektorer og mellem forskellige regeringsniveauer på målet om at nå ud til de mest sårbare grupper. Opnåelse af målene for bæredygtig udvikling for alle afhænger af data og diagnoser, der inkluderer alle, og som er opdelt efter faktorer som indkomst, køn, geografi, alder og handicap. Nationale statistiske systemer mangler fortsat at udvikle disse datakapaciteter. Tilsvarende er det vigtigt at sikre, at civilsamfundet har så gunstige vilkår, at det kan udbygge sin rolle på græsrodsniveau som repræsentant for de marginaliserede samfundsgrupper. Andre lokale kræfter for inklusion er mikro‑, små og mellemstore virksomheder. Sådanne virksomheder kan komme til at spille en større rolle, hvis de kan få tilstrækkelig adgang til billig finansiering, som er et af de områder, som udviklingssamarbejdet kan bidrage til.

Del 3 tager afsæt i DAC‑medlemmers svar på en undersøgelse af deres politikker og strategier, og diskuterer måder, hvorpå politikkerne for udviklingssamarbejde, finansiering og programmering kan udvikles, så de er egnede til målet om ikke at lade nogen i stikken. Rapportens sidste del (del 4) indeholder alle DAC‑medlemmernes individuelle støtteprofiler, samt 13 andre udbydere, der rapporterer til OECD på en tilstrækkeligt diversificeret måde, og beskriver privat udviklingsfinansiering fra to institutioner. Den indeholder også skøn over udviklingsfinansiering for 10 lande, der ikke i dag rapporterer til OECD.

Rapport om udviklingssamarbejde 2018: En samlet indsats for ikke at lade nogen i stikken er et vægtigt argument for den unikke rolle, som udviklingssamarbejde spiller for støtten til lande og verdenssamfundet til at nå målene i 2030‑dagsordenen. Men hvis landene skal kunne leve op til deres samlede løfte om at nå målene for bæredygtig udvikling for alle uden at svigte nogen, og gøre en indsats for at indhente udviklingsefterslæbet, er et udviklingssamarbejde baseret på ”business as usual” ikke tilstrækkeligt. Udbyderne skal gøre en ny velovervejet, systematisk og koordineret indsats for at tilpasse deres fortællinger, forvaltningspraksis og finansiering, så den individuelle og kollektive virkning maksimeres. Rapporten opfordrer udbydere til at opdatere rammerne for udviklingssamarbejde på tre måder:

• En ny fortælling, der præcist beskriver de gensidige fordele ved inkludere alle;
• Bevidst inddragelse af målet om inklusiv, retfærdig og bæredygtig udvikling gennem udvikling af porteføljer af udviklingssamarbejde, og udnyttelse af drivkræfter for omstilling, innovation og data;
• En mere intelligent brug og allokering af officiel udviklingsbistand som en integrerende del af en bredere indsats for at forøge finansieringsvolumen med det formål at nå målene for bæredygtig udvikling for alle.