OECD Multilingual Summaries

Green Growth Indicators 2014

Summary in Danish

Indikatorer for grøn vækst 2014

Sammendrag på dansk

OECD's indikatorer for grøn vækst er organiseret omkring fire hovedmål: etablering af en ressourceeffektiv, CO2‑svag økonomi, opretholdelse af en aktivbase med naturressourcer, forbedring af folks livskvalitet og implementering af relevante politiske foranstaltninger og realisering af de økonomiske muligheder, der er i grøn vækst. Seks nøgleindikatorer har til formål at kommunikere centrale elementer af grøn vækst på en afbalanceret måde: CO2 og materialeproduktivitet, bæredygtig multifaktorproduktivitet, et naturressourceindeks, ændring i arealanvendelse og ‑dække og befolkningens eksponering for luftforurening.

Vigtige budskaber

Den globale økonomiske og finansielle krise lettede noget af presset på miljøet. Men når væksten kommer i gang igen, vil presset forstærkes og hurtigt overstige niveauet før krisen, medmindre regeringerne styrker de relevante politikker.

Der er behov for en stærkere vedvarende indsats for at opnå en mere effektiv udnyttelse af energi‑ og naturressourcer for at kunne reparere miljøskaderne, opretholde økonomiens aktivbase i form af naturressourcer og forbedre folks livskvalitet. Det kræver en koordineret indsats af finans‑, økonomi‑, industri‑ og landbrugsministrene plus andre ministre, hvis politikker påvirker miljøet og kan fremme grøn vækst. Det bliver helt afgørende at opbygge menneskelig kapital gennem uddannelse og kompetenceudvikling.

• I de sidste 20 år er den grønne produktivitet i OECD‑økonomierne i forhold til CO2, energi og materialer vokset, men der er store udsving landene og sektorerne imellem. CO2‑udslip og anvendelse af fossile brændstoffer er ikke længere knyttet til økonomisk vækst, og vedvarende energikilder spiller en stigende rolle i indsatsen for at gøre energiforsyningen mere alsidig og omstille til anvendelse af færre fossile brændstoffer. I dag genererer OECD‑landene mere økonomisk værdi pr. enhed af anvendte materielle ressourcer end i 1990, og indsatsen for at genbruge affald er begyndt at give bonus. Udnyttelsen af næringsstoffer i landbruget er også forbedret, og overskuddet er faldende i forhold til produktionen.
• Denne udvikling skyldes en kombination af flere faktorer: politisk handling, faldet i økonomisk aktivitet på grund af krisen, stigningen i servicesektoren, offshoring af ressource‑ og forureningstung produktion og stigende handelsvolumen.
• På mange områder er produktivitetsstigningen lille og miljøpresset fortsat stort: CO2‑emissionerne stiger fortsat, energimikset er fortsat domineret af fossile brændstoffer og nyder af og til godt af statsstøtte, forbruget af materialeressourcer til støtte for økonomisk vækst er fortsat højt, og mange værdifulde materialer bliver fortsat kasseret som affald.

• De oplysninger, der skal til for at kunne vurdere landenes naturressourcer, er ufuldstændige og af varierende kvalitet. Der er gjort fremskridt inden for forvaltning af naturressourcerne i forhold til kvantitet. Den globale fiskeproduktion fra marine fangster er stabiliseret, den kommercielle udnyttelse af skovressourcer viser et bæredygtigt billede, og udvindingen af vedvarende drikkevandskilder holder sig trods stigende efterspørgsel på et stabilt niveau.
• Det samlede pres på naturressourcerne er fortsat højt, og vi står stadig over for store udfordringer i forhold til kvaliteten af naturressourcerne, de økosystemtjenester, de leverer, og integreret forvaltning. Områder med stor biodiversitet er faldende, og mange økosystemer er blevet forringet. Truslerne mod biodiversiteten er især store i lande med stor befolkningstæthed, hvor arealanvendelsen er under forandring, og infrastrukturudvikling fører til stigende fragmentering af naturlige levesteder. Mange dyre‑ og plantearter er truede. En tredjedel af verdens fiskebestande er overudnyttet, og mange skove er truet af forringelse, fragmentering og omdannelse til andre arealtyper. Presset på vandressourcerne er fortsat højt. I nogle tilfælde kan lokal knaphed på vand begrænse den økonomiske aktivitet.

• De fleste mennesker i OECD har gavn af forbedrede sanitære forhold. Næsten 80 % har gavn af offentlig spildevandsrensning. Menneskers eksponering for luftforurening med svovloxider og partikler er faldende. Samtidig påvirker ozon i lav højde, nitrogenoxider og meget fine partikler stadig menneskers sundhed. Estimater af omkostningerne ved luftforurening i OECD‑landene viser, at fordelene ved yderligere nedbringelse af luftforureningen kan være betydelige. Der er også stadig udfordringer i forhold til opgradering af aldrende vandforsynings‑ og kloaksystemer og adgang til effektiv spildevandsrensning i små eller isolerede bebyggelser.

• Landenes indsats for at indføre grønne vækstpolitikker ved at støtte nye teknologier og innovation og benytte forskellige økonomiske instrumenter er ved at tage fart. Der er dog stadig kun få oplysninger om de økonomiske muligheder i forhold til arbejdspladser og konkurrencedygtighed som følge af grønne politikker. De dynamiske aspekter af grøn vækst er vanskelige at indfange statistisk, og mange forsøg på at måle dem har fokuseret på “grønne aktiviteter” og ikke den “grønne transformation” af økonomien og de globale supply chains.
• De sektorer, som fremstiller miljørigtige varer og tjenester, udgør en voksende (om end beskeden) andel af økonomien. Forbruget på offentlig forskning og udvikling, som er øremærket til miljø‑ og energieffektivitet, er steget, og det samme gælder for “grønne” patenter. Anvendelse af miljørelaterede skatter er voksende, men er stadig begrænset i forhold til skatter på arbejde. Andelen af støtte til landmænd, som udøver det største pres på miljøet, er faldet, mens andelen, som tager højde for miljøkrav, er vokset.
• De internationale finansielle strømme, som fremmer mere grøn vækst, er under udvikling. Mens markederne for fossile brændstoffer skrumpede på grund af finanskrisen og reducerede industriproduktionen, viste der sig nye muligheder inden for ren energi, hvor internationale investeringsstrømme har overgået investeringerne i teknologi i forbindelse med fossile brændstoffer. Der har også vist sig nye muligheder med finansielle institutioner, som udsteder grønne obligationer, og eksportkreditorganisationer faciliterer private investeringer i projekter, som evalueres i forhold til deres miljøpåvirkning. Udviklingshjælp til miljøformål er fortsat stigende, og hjælp til vedvarende energi overgik hjælpen til ikkevedvarende energi.
• En stor del af udviklingen sker dog stadig i periferien, og politikkerne er ofte usammenhængende og underminerer derfor overgangen til grøn vækst. Landene støtter fortsat produktion og forbrug af fossile brændstoffer på mange måder. Og ændringer i energiskatter, lav beskatning på brændstoffer med betydelig miljøpåvirkning og undtagelser for brændstof, som anvendes i visse sektorer, hæmmer overgangen til en økonomi, som er mindre afhængig af fossile brændstoffer. Reformer af dem giver vigtige muligheder for, at landene kan generere flere skatteindtægter og samtidig nå deres miljømål på en mere omkostningseffektiv måde.