1887

OECD Multilingual Summaries

OECD Skills Outlook 2015

Youth, Skills and Employability

Summary in Danish

Cover
Read the full book on:
10.1787/9789264234178-en

OECD's undersøgelse fra 2015 af unges færdigheder

Ungdom, færdigheder og beskæftigelsesegnethed

Sammendrag på dansk

I 2013 var 39 millioner unge mellem 16 og 29 i alle OECD‑landene hverken i beskæftigelse eller under uddannelse (NEET) – det er 5 millioner flere unge end før den økonomiske krise i 2008. Og skøn for 2014 viser kun små forbedringer. Tallene er især høje i de sydeuropæiske lande, der var hårdest ramt af krisen. I Grækenland og Spanien var f.eks. over 25 % af de unge hverken i beskæftigelse eller under uddannelse i 2013. Men endnu mere bekymrende er det, at omkring halvdelen af alle de omkring 20 millioner unge, der hverken var i beskæftigelse eller under uddannelse, ikke befinder sig i skolesystemet og ikke er jobsøgende. De kan som sådan være faldet under radaren i deres lands uddannelses‑, social‑ og arbejdsmarkedssystemer.

Disse tal afspejler ikke alene en personlig katastrofe for de pågældende, men er også en forspildt investering, fordi de færdigheder, der er erhvervet under uddannelsen, ikke er blevet omsat til produktiv brug. Samtidig udgør disse mennesker en potentiel byrde for deres lande på grund af lavere skatteindtægter, højere velfærdsydelser, og social ustabilitet, der kan opstå, når en del af befolkningen ikke er i beskæftigelse og er demoraliseret. Unge bør være et aktiv for en økonomi, og ikke en potentiel omkostning.

Hvad er så den dybereliggende årsag til dette uacceptable spild af menneskeligt potentiale? Blandt andet forlader for mange unge uddannelsessystemet uden at have erhvervet de rigtige færdigheder og har dermed vanskeligt ved at finde arbejde. Ifølge undersøgelsen af voksnes færdigheder (Survey of Adult Skills), der indgår i OECD's program for international vurdering af voksnes kompetencer (Programme for the International Assessment of Adult Competencies (PIAAC)), har 10 % af de elever, der forlader skolen, dårlige læsefærdigheder, og 14 % har dårlige regnefærdigheder. Over 40 % af dem, der forlod skolen, inden de afsluttede deres gymnasieuddannelse, har dårlige regne‑ og skrivefærdigheder.

Derudover forlader for mange unge uddannelsessystemet uden særlig erfaring med arbejdslivet. Under 50 % af de studerende på erhvervsuddannelserne, og under 40 % af studerende på de akademiske uddannelser i de 22 OECD‑lande og ‑regioner, der er med i undersøgelsen af voksnes færdigheder, deltager i nogen form for uddannelse på arbejdspladsen.

Selv unge med gode færdigheder har vanskeligt ved at finde arbejde. Mange virksomheder synes, det er for dyrt at ansætte folk uden erhvervserfaring. Og unge har en dobbelt så stor sandsynlighed for at blive arbejdsløse, når de når den erhvervsdygtige alder.

Men selv de unge, der rent faktisk kommer ind på arbejdsmarkedet, møder ofte institutionaliserede hindringer for udvikling af deres færdigheder og fremme af deres karriere. Eksempelvis er én ud af fire unge i beskæftigelse ansat på en midlertidig kontrakt. Disse arbejdstagere synes at bruge deres færdigheder mindre og har færre uddannelsesmuligheder end arbejdstagere på faste kontrakter. Samtidig er 12 % af de unge i beskæftigelse overkvalificerede til deres job. Det betyder, at nogle af deres færdigheder ikke udnyttes, og at deres arbejdsgivere ikke får fuldt udbytte af at investere i disse unge.

I betragtning af den skønnede langsomme vækst i mange OECD‑lande, navnlig i Europa, i de næste få år, tegner udsigterne ikke lysere i den nærmeste fremtid. Hvad kan der gøres i mellemtiden?

Alle unge, der forlader skolen, skal være i besiddelse af en række relevante færdigheder

Unge skal have en bred vifte af færdigheder – kognitive, sociale og følelsesmæssige – for at kunne klare sig godt igennem på alle områder af deres liv. Ifølge OECD's program for international evaluering af elever (PISA) er der en stærk sammenhæng mellem deltagelse i førskoleundervisning og bedre resultater senere hen i forbindelse med læsning, matematik og naturvidenskab, navnlig blandt socioøkonomisk dårligt stillede studerende. Landene kan tilbyde førskoleundervisning af høj kvalitet til alle børn med det formål at afhjælpe forskelle i uddannelsesniveau og give hvert enkelt barn en god start på deres uddannelseskarriere.

Lærere og skoleledere kan ligeledes identificere unge med ringe færdigheder på et tidligt tidspunkt, så de kan tilbydes den støtte eller specialundervisning, de måtte have brug for til at opnå tilstrækkelige færdigheder i læsning, matematik og naturvidenskab, udvikle deres sociale og følelsesmæssige færdigheder og forebygge, at de forlader skolen helt.

Hjælp til personer med kort skolegang med at komme ind på arbejdsmarkedet

Undervisere og arbejdsgivere kan arbejde sammen om at sikre, at studerende erhverver de færdigheder, der efterspørges, og at disse færdigheder anvendes helt fra starten af et ungt menneskes arbejdsliv. Uddannelse på arbejdspladsen kan integreres både i erhvervsuddannelserne og i akademiske postsekundære programmer. Denne type uddannelse kommer både studerende og arbejdsgivere til gode: De studerende bliver fortrolige med arbejdslivet og de typer færdigheder – herunder sociale og følelsesmæssige færdigheder, såsom kommunikation og det at arbejde sammen med andre – som arbejdspladsen ønsker sig; og arbejdsgiverne lærer potentielle nye medarbejdere at kende – mennesker, som de selv har oplært til deres egne standarder.

Afvikling af institutionelle hindringer for unges beskæftigelse

Da mange unge kommer ind på arbejdsmarkedet på midlertidige kontrakter, er det vigtigt at sikre, at disse midlertidige job kommer til at fungere som “springbræt” til mere stabil beskæftigelse, i stedet for at ende i en række vanskelige situationer, der øger unges risiko for at blive arbejdsløse. Asymmetrien mellem jobbeskyttelsesordninger, der gør det dyrt for virksomheder at konvertere tidsbegrænsede kontrakter til faste kontrakter, bør reduceres. Mindstelønninger, skatter og sociale ydelser bør alle gås efter i sømmene og om nødvendigt justeres, når man forsøger at reducere arbejdsgivernes omkostninger ved at ansætte unge med kun ringe erhvervserfaring.

Identifikation af og hjælp til personer, der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse, der er "faldet under radaren", med at komme tilbage igen

Myndighederne skal identificere de millioner af unge, der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse, og som har vanskeligt ved at komme ind på arbejdsmarkedet, eller som er blevet demotiverede. Offentlige arbejdsformidlinger, sociale institutioner og uddannelsessystemer kan hjælpe disse unge med at finde et job eller komme tilbage til en eller anden form for uddannelsesforløb, der skal give dem en ekstra chance. Et system, der gensidigt forpligter de unge og beskæftigelses‑ og uddannelsesinstitutionerne, kan være med til både at identificere og hjælpe disse unge uden job og uddannelse. Til gengæld for at modtage sociale ydelser vil de unge blive mødt med krav om at tilmelde sig sociale institutioner eller offentlige arbejdsformidlinger, og aktivt ruste sig til arbejdsmarkedet, bl.a. ved at deltage i videre‑ og efteruddannelse.

Tilvejebringelse af bedre match mellem unges færdigheder og job

Foregribelse af de færdigheder, som arbejdsstyrken skal have og sikring af, at disse færdigheder udvikles i uddannelsessystemerne, ville begrænse forekomsten af manglende match mellem unges færdigheder og job. Og da mange arbejdsgivere finder det vanskeligt at bedømme nye unge arbejdstageres færdigheder, navnlig i lande med komplekse uddannelsessystemer, kan uddannelsesudbydere og erhvervslivet arbejde sammen om at udforme rammer for kvalifikationer, der præcist afspejler nyuddannedes faktiske færdigheder.

© OECD

Dette sammendrag er ikke en officiel OECD oversættelse.

Reproduktion af dette sammendrag er kun tilladt på betingelse af, at OECD copyright og titel på den originale publikation nævnes.

Sammendrag på flere sprog er oversatte uddrag af OECD publikationer, der oprindeligt blev publiceret på engelsk og fransk.

De er gratis tilgængelige på OECD Online Bookshop www.oecd.org/bookshop

For yderligere oplysninger kan man kontakte afdelingen OECD Rettigheder og Oversættelser, Direktoratet for Offentlige Anliggender og Kommunikation på [email protected] eller pr. fax: +33 (0)1 45 24 99 30.

OECD Rights and Translation unit (PAC)
2 rue André-Pascal, 75116
Paris, France

Besøg vores website www.oecd.org/rights

OECD

Read the complete English version on OECD iLibrary!

© OECD (2014), OECD Skills Outlook 2015: Youth, Skills and Employability, OECD Publishing.
doi: 10.1787/9789264234178-en

This is a required field
Please enter a valid email address
Approval was a Success
Invalid data
An Error Occurred
Approval was partially successful, following selected items could not be processed due to error